Destination Fremtiden

Vil fremtidens steg på middagsbordet være skabt i en biofabrik og i stedet for at have en fortid på marken eller i stalden?

Af Peter Sandøe,
professor og leder af Center for Bioetik og Risikovurdering,
Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole

At spise kød er en central del af vores madkultur og kødproduktion er af stor betydning for dansk landbrug. Men der er problemer:

Dyrevelfærd - for at vi kan købe billigt kød, vokser dyrene op under forhold som langt fra er optimale.

Miljø - det, der kommer ud af dyrene, forurener vand og luft, og desuden kan der være lugtgener. Ressourcer - dyrkningen af foder lægger beslag på meget store landområder.

Folkesundhed - kødet kan overføre salmonella og andre infektionssygdomme fra dyr til mennesker, og desuden bidrager indtagelsen af dyrisk fedt til den aktuelle fedmeepidemi.

På det hjemmesiden for det multinationale biotekfirma Aventis kan man finde en artikel (), som anviser en løsning på problemet: Kød produceret uden brug af levende dyr. Forfatteren til artiklen, amerikaneren Gregg Easterbrook, skriver: "Bøffer, kylling og svinekoteletter er, når alt kommer til alt, samlinger af celler. I dag tjener kroppene hos kvæg, fjerkræ og grise til at dyrke de ønskede celler; og efterfølgende slagter vi dyrene og parterer dem. Men i virkeligheden er der ingen grund til, at cellerne skal hænge sammen med et dyr for at kunne vokse. Når vi laver kød på den måde, er det fordi vi fra forhistorisk tid ikke har haft andre måder at gøre det på. Antag i stedet, at kødceller blev dyrket direkte - dvs. at de blev stimuleret til at vokse under kontrollerede forhold i en produktionsenhed, svarende til hvordan nogle lægemidler i dag bliver fremstillet."

Cellekultur

Mere konkret forestiller forfatteren sig, at der skulle dyrkes genetisk modificerede planter, der indeholder de aminosyrer og mikronæringsstoffer, som findes i kød. Planterne skulle høstes og bearbejdes, så de kunne indgå som foder - ikke til dyr, men til en cellekultur. Alt efter cellekulturens beskaffenhed, skulle der så kunne produceres bøf, kyllinge- eller svinekød. Denne alternative form for kødproduktion ville kunne bidrage til at løse de store problemer, der som nævnt plager vor tids husdyrproduktion: Dyrevelfærd ville ikke længere eksistere som problem i forhold til produktion af kød, da der ikke længere ville eksistere nogen dyr, som kunne have det skidt.

Miljøproblemerne ville i hvert fald blive meget mindre end nu, ikke mindst da mængden af affaldsstoffer per produceret kg kød ville være meget mindre under den nye produktionsform. Tilsvarende med ressourceforbruget. Endelig med hensyn til befolkningens sundhed er der grund til at tro, at man i den nye form for produktion helt kunne komme af med en række af de sygdomsbakterier, som i dag spredes fra dyr til mennesker via kød. Samtidig ville man kunne sørge for, at det kunstige kød var fedtfattigt og beriget med udvalgte fedtsyrer og andre stoffer, som formodes at have en positiv effekt på vores sundhed.

Spørgsmålet er så, om det teknisk kan lade sig gøre. Der er i hvert fald et stykke vej endnu. Men forskningen i, hvordan man dyrker celler, er inde i en rivende udvikling. Denne udvikling tog ikke mindst fart efter fremkomsten af det klonede får Dolly. Det interessante ved Dolly er i denne sammenhæng, at hun blev til på baggrund af, at forskerne havde manipuleret en celle fra den biologiske mor, således at denne ændrede sig fra at være en yvercelle til at blive en fostercelle.

Sin egen donor

Forskerne var ikke sene til at se en række andre anvendelsesmuligheder, ikke mindst inden for det medicinske område. Således kunne man forestille sig, at ethvert menneske kunne blive sin egen donor, hvis det kom til at mangle vitale celler eller organer: Man udtager nogle levende celler, f.eks. fra huden, og anvender dem som råstof for reservedelsproduktion. Mange forskere anser det for realistisk, at man med denne teknik inden for en overskuelig årrække vil kunne producere f.eks. nerve- og leverceller. Andre mener, at det ligefrem vil være muligt at producere hele organer som f.eks. hjerter. Hvis det viser sig muligt at producere et menneskehjerte på grundlag af cellemanipulation, vil det givetvis også være muligt at lave en bøf. Der kan dog være grundlag for en vis sund skepsis med hensyn til begge projekter. Da jeg drøftede sagen med en forsker med forstand på celledyrkning, havde han ikke svært ved at forestille sig, at man kan dyrke muskelceller fra dyr, men hvordan man skulle få cellerne sat sammen til en bøf, havde han ikke fantasi til at forestille sig. Dertil kommer, at et godt stykke kød ikke kun indeholder muskelceller, men også fedt og andre stoffer knyttet sammen i en passende struktur.

Personligt har jeg svært ved at tro, at det lykkes at lave noget, som i gastronomisk kvalitet kommer i nærheden af et godt stykke kød. Produktet vil i bedste fald nok ikke overgå tofu og de forskellige andre sojabaserede køderstatninger, som man kan læse om på utallige hjemmesider henvendt til vegetarer og veganere. Og i så fald kan man vel lige så godt holde sig til sojaen.

Forbrugernes smag

Selv hvis det lykkes at skabe et æstetisk set acceptabelt produkt, er spørgsmålet om det syntetiske kød udgør løsningen på kødproduktionens problemer. Det afhænger ikke mindst af, hvad forbrugerne synes. Hvis ikke de vil købe det, går det med tekno-bøffen lige som det gik med den vegetariske paté man for nogle år siden kunne finde i supermarkedernes køledisk: Den kommer til at slutte sig til den lange række af gode og velmenende, men usælgelige produkter. Netop når det drejer sig om brug af bioteknologi i produktionen af fødevarer, er der grund til at mane til besindighed. På trods af varme anbefalinger fra førende forskere har de europæiske forbrugere stort set over en kam sagt nej til brugen af genteknologi inden for produktion af fødevarer. Ved den seneste meningsmåling i EU regi gav 3 ud af 4 danskere udtryk for en afvisende holdning over for ideen om gensplejsede fødevarer.

En væsentlig del af forklaringen på denne afvisende holdning er, at man ikke kan se, hvad de genteknologiske produkter skal gøre godt for. Her kunne der så argumenteres for, at tekno-bøffen i modsætning til den genetisk modificerede sojabønne, faktisk gør en forskel for ting, der bekymrer befolkningen såsom dyrevelfærd og sundhed.

Et problem ved dette argument er bare, at befolkningen også bekymrer sig over forskernes trang til at bruge ny teknologi, som de ikke helt kan overskue konsekvenserne af. Desuden er der et andet og endnu mere væsentligt problem ved argumentet: Det overser, at der kunne være andre alternativer end at vi enten fortsætter med at forbruge og producere kød som nu, eller at sætte vores lid til genetisk modificerede tekno-bøffer. En tredje mulighed kunne være at udvikle forbruget og produktionen af kød i en mere bæredygtig retning, hvor dyrene holdes under gode forhold, og hvor et mere moderat kødforbrug indgår som en del af en sund kost.

Slutteligt er det værd at erindre, at mad ikke bare er menneskefoder. Maden indgår på mangfoldig vis i vores sociale liv. Den er ikke blot en kilde til næring, men også bærer af kulturel betydning. Det er eksempelvis svært at forestille sig juleanden erstattet af en laboratoriedyrket andemuskel.

Jeg tror ikke, at vi i 2022 spiser laboratoriedyrkede bøffer. Hvis jeg selv lever så længe, er jeg sikker på, at jeg stadig med forventning vil sætte tænderne i en rigtig bøf.